Forskere afslører skjult årsag bag flere psykiske lidelser – Aroydee

En omfattende undersøgelse fra USA tyder på, at flere udbredte psykiatriske lidelser kan have samme biologiske rod. Resultaterne udfordrer ikke kun diagnostiske grænser – de peger også på fælles behandlingsstrategier, som millioner af mennesker kunne få gavn af.

En fælles genetisk nævner for otte diagnoser

Det nye arbejde bygger videre på en international undersøgelse fra 2019. Dengang identificerede forskere 109 gener, som i forskellige kombinationer er forbundet med otte diagnoser:

• Autismespektrumforstyrrelser
• ADHD (opmærksomhedsunderskud-/hyperaktivitetsforstyrrelse)
• Skizofreni
• Bipolar lidelse
• Svær depression
• Tourettes syndrom
• Tvangslidelse
• Anorexia nervosa

Den nye undersøgelse, offentliggjort i begyndelsen af 2025 i fagtidsskriftet Cell, går et skridt videre. Teamet ledet af genetiker Hyejung Won fra University of North Carolina søgte efter helt konkrete genvarianter inden for disse 109 gener – og undersøgte, hvordan de opfører sig under hjernens udvikling.

Forskerne fandt hundredvis af genetiske varianter, som ikke kan knyttes til en enkelt lidelse, men derimod kan påvirke flere diagnoser samtidig.

Sådanne varianter bærer et fagudtryk: pleiotrope. Det betyder, at en genetisk ændring påvirker forskellige træk eller sygdomme – i dette tilfælde forskellige psykiatriske lidelser.

Hvad der skete i laboratoriet med 18.000 genvarianter

For at gøre dette mønster synligt sammenlignede teamet to grupper af varianter:

• Varianter, som flere lidelser har til fælles
• Varianter, som kun optræder specifikt ved én diagnose

I alt testede forskerne næsten 18.000 varianter i forløberceller, som senere udvikler sig til nerveceller. Disse celler ligner dem, der er aktive i det menneskelige hjerne under udvikling.

På den måde kunne de observere, hvilke varianter der målbart ændrer genaktiviteten i disse celler. Resultatet: 683 varianter greb direkte ind i genreguleringen. I næste fase undersøgte teamet også konsekvenserne i nerveceller fra mus under udvikling for bedre at forstå effekterne i levende hjernevæv.

Mange af de fælles varianter forbliver aktive gennem lange perioder under hjernens udvikling – og griber ind i flere udviklingsfaser.

Det betyder: Disse varianter virker ikke kun kortvarigt i et snævert tidsvindue, men ledsager følsomme processer gennem længere afsnit af hjernens modning.

Pleiotropi: Når et gen trækker i mange tråde

Pleiotropi betragtes i genetikken som et komplekst fænomen. En og samme variant kan tilsyneladende påvirke vidt forskellige træk. Inden for psykiatrien vanskeliggør det den klare afgrænsning af diagnoser.

I den aktuelle undersøgelse viste det sig, at de pleiotrope varianter er langt stærkere indlejret i proteinnetværk end de mere “specifikke” varianter. De berørte proteiner hænger tæt sammen i netværk og kommunikerer intensivt med hinanden.

Når et centralt forbundet protein ændrer sig, kan denne forstyrrelse løbe som en bølge gennem hele netværk og påvirke forskellige hjernefunktioner.

Præcis denne effekt forklarer sandsynligvis, hvorfor de samme genetiske byggesten kan være involveret i både autisme, ADHD, skizofreni eller depression.

Diagnoser smuldrer: Hvad det betyder for berørte

I den kliniske virkelighed overlapper diagnoser under alle omstændigheder ofte. Mange voksne med ADHD rapporterer for eksempel om depressive episoder. Autistiske mennesker får ikke sjældent samtidig en ADHD-, angst- eller tvangslidelsesdiagnose.

De nye data leverer en nærliggende biologisk forklaring på sådanne mønstre: Når de samme genetiske varianter bliver aktive i de samme hjernenetværk, kan forskellige kliniske billeder opstå – afhængigt af kombinationen af varianter, miljøfaktorer og tidsmæssigt forløb.

Deraf opstår et andet billede af psykiske lidelser. I stedet for pænt adskilte skuffer viser der sig et kontinuum af indbyrdes forbundne forstyrrelser, som delvist har rod i de samme molekylære grundlag.

Diagnosekategorier under pres

Won og hendes team taler åbent om, at pleiotropi komplicerer den klassiske inddeling af psykiatriske lidelser. Når gener virker på tværs af flere diagnoser, begynder stive grænser at vakle.

For forskningen er det indledningsvis udfordrende. Studier er sværere at planlægge, når mennesker ikke længere entydigt kan kategoriseres som “skizofreni”, “depression” eller “ADHD”, men blandingsbilleder dominerer.

Den, der forstår de pleiotrope grundlag, kan flytte diagnoser væk fra etiketter og hen mod biologisk begrundede profiler.

Sådanne profiler kunne ideelt set beskrive, hvilke netværk i en persons hjerne er kommet ud af balance – uafhængigt af den præcise DSM- eller ICD-kategori.

En behandlingsstrategi for flere lidelser på én gang?

Det centrale håb bag undersøgelsen: Fælles årsager åbner for fælles behandlinger. Hvis en medicin eller en ikke-medicinsk terapi målrettet griber ind i en central signalkæde, kunne den hjælpe flere diagnoser samtidig.

Won formulerer det som en vision: I stedet for at udvikle isolerede midler til hver lidelse kunne fokus lægges på de delte genetiske risikofaktorer. En enkelt intervention kunne så lindre symptomer på tværs af flere sygdomme.

I betragtning af næsten en milliard mennesker med psykiatrisk diagnose globalt ville selv en moderat effekt på flere lidelser have en enorm samfundsmæssig virkning.

At pleiotropi netop her åbner en mulighed virker næsten ironisk. Længe blev den betragtet som en forstyrrende faktor, fordi den slørede psykiatriens ordningssystem. Nu kunne netop denne alsidighed blive grundlaget for nye, bredere virkende behandlinger.

Grænser og åbne spørgsmål

Trods al begejstring forbliver mange punkter uafklarede. Genvarianter fortæller kun en del af historien. Miljøfaktorer, stress, tidlige tilknytningserfaringer, traumatiske begivenheder, ernæring, søvn – alt dette former også hjernen og adfærden massivt.

Også virkningen af enkelte varianter er ofte lille. Først samspillet mellem mange gener skaber en tydelig risiko. Dertil kommer beskyttelsesfaktorer i genomet, som kan afbøde negative effekter.

Et yderligere emne: Etnisk mangfoldighed. Store genstudier bruger ofte primært data af europæisk oprindelse. Hvor godt de aktuelle resultater kan overføres til andre befolkningsgrupper forbliver uklart.

Hvad patienter, pårørende og læger kan tage med fra dette

For berørte kan undersøgelsen have et befriende budskab. Når flere diagnoser optræder hos samme menneske, virker det ikke længere som en tilfældig “pakkeløsning”, men som forskellige udtryksformer af en fælles biologisk sårbarhed.

Familier, hvor forskellige psykiatriske diagnoser forekommer, får ligeledes en håndgribelig forklaring. At én person har autisme, en anden har depression og en tredje lever med tvangslidelse, behøver ikke betyde, at fuldstændig forskellige årsager er på spil.

• Diagnoser forbliver vigtige for at organisere hjælp og vælge terapier.
• Samtidig lønner det sig at se på delte symptomer: søvnforstyrrelser, overbelastning, koncentrationsproblemer, mangel på initiativ.
• Behandlinger, som adresserer sådanne tværgående problemer, kunne ofte gavne flere diagnoser samtidigt.

For behandlere opstår et incitament til at hænge mindre dogmatisk fast i diagnoseskuffer. Den, der i højere grad er opmærksom på symptomklynger, livshistorie og familiær hyppighed, kan tilpasse behandlingstilbud mere fleksibelt.

Begrebskasse: Hvad genvarianter, genregulering og pleiotropi betyder

En genvariant er en lille afvigelse i arveanlægget – ofte kun et enkelt bogstav i DNA-koden. Mange varianter er harmløse, nogle øger risikoen for sygdomme, andre beskytter endda.

Genregulering beskriver, hvornår et gen bliver “tændt”, og hvor stærkt det aflæses. Særligt i hjernen er timingen afgørende: Bliver et gen aktiveret for tidligt eller for sent i forhold til planen, ændres udviklingen af hele celletyper.

Pleiotropi betegner endelig det tilfælde, hvor én og samme genetiske ændring påvirker flere træk. Et pleiotropt gen kan altså samtidig medvirke til hjernens udvikling, stofskiftet og immunsystemet – med konsekvenser for meget forskellige sygdomme.

Et eksempel fra praksis: Hvordan fælles årsager påvirker hverdagen

Man kan forestille sig en berørt person således: En teenager kæmper med koncentrationsproblemer, motorisk uro og social overbelastning. Han får først en ADHD-diagnose. Senere kommer stærke tvangstanker og depressive faser til.

Tidligere ville man ofte have kategoriseret denne udvikling som “komorbiditet”, altså som tilfældig sameksistens af flere diagnoser. Den nye genetiske model muliggør en anden læsning: Flere diagnoser udspringer af de samme følsomme netværk i den udviklende hjerne, som har været under pres siden tidlige år.

For behandlingen kan det konkret betyde: I stedet for isoleret kun at fokusere på uroen eller kun på tvangstankerne rykkes fælles mekanismer i centrum – eksempelvis stresshåndtering, sansningsfiltrering, søvnrytme og social støtte. En velafstemt kombination af medicin, psykoterapi, hverdagsstruktur og skolemæssig aflastning kan så påvirke forskellige symptomer parallelt.